LÆS VIDERE>>
Jokke tager apanagen med til Frankrig, Pind angriber Riskær og Joan Ørting trækker i land (2)
Det griske og forkælede kongehus
I begyndelsen af 2012 satte journalist Jens Høvsgaard sig iflg. egne oplysninger til at grave i kongehusets økonomi og forbindelser. Det var begrænset, hvor megen adgang han fik til at interviewe kongehusets stab, men ud af det er kommet en læsværdig bog.
Når man som denne skribent længe har været stærk modstander af fænomenet ’kongehus’ i både teori og praksis, får man rigeligt stof til at fodre sin modvilje.
Selv en midt-imellem småtvivler vil nok også hælde mere til at sætte minus ved de kongelige efter endt læsning. I og med at de fakta der bringes virker overbevisende, og der ikke forekommer at være mange overdrivelser og kun få gratis konklusioner i bogen. En del har man også hørt stumper af før.
Bogens perspektiv er de økonomiske forbindelser og deres implikationer. Normalt er det det udemokratiskee ved at have et arveligt kongedømme, der er fokus på. Det er ’forældet’ og tænk, de stakkels kongelige må ikke stemme.
Derudover kan man, som statskundskabsprofessor Tim Knudsen har skrevet om, også se det betænkelige ved at have et statsoverhovede, der hverken må ytre sig om noget af interesse eller blande sig i regeringsdannelsen.
Især er det demokratisk betænkeligt, at monarkens specielle status undergraver den klassiske tredeling af magten. I Danmark fik vi jo i 1901 en negativ form for parlamentarisme, iflg. hvilken regeringen ikke må have et flertal i folketinget imod sig. Når der ikke er et folkevalgt overhovede, der har noget at skulle have sagt, kommer den udøvende og lovgivende magt meget tæt på hinanden, især når der er tale om en flertalsregering.
Det har sin historie. I 1920 tog Christian d. X sin tilsyneladende grundlovsfæstede ret til at udnævne og afskedige regeringen bogstaveligt – en bestemmelse, der i øvrigt lever videre i 1953-grundlovens §14. Han vippede simpelthen den radikale regering Zahle af pinden efter strid om Sønderjyllandsafstemningen.
Det kom han ikke godt fra, og siden har monarken holdt sig i skindet og kun handlet per instruks i regeringsudnævnelser- og afskedigelser, faktisk af den, der skal udnævnes til statsminister.
Reelt er der herved et konstitutionelt vakuum. 1920-kongekuppets forløb gennemgås i bogen, toppet op med Margrethes orakelagtige kommentar (citeret fra en portrætbog) om, at Zahle ”havde ret, men han var ikke i sin bedste ret.” (s. 58). Nå ja, der står jo også i grundloven, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk (§2).
Disse overvejelser blegner, for det er slet ikke det, der er det reelle indhold i dag, hvor kongehuset er blevet symbolet på, at der er en dansk nation i vor internationaliserede tidsalder. Det bruges til at formidle dansk erhvervsliv og vores ypperste over grænserne og er selv blevet globaliseret.
Da Joachim hjembragte sin hongkong’ske forlovede, var der da også mange flommeord i den retning. Efterfølgende har udviklingerne internt og eksternt i huset mere vist, at vi har fået et godt nyt symbol, Danmarks dysfunktionelle familie nr. 1. Og hvad gør en dysfunktionel familie: den bruger konsum til at redde sig, som bedst den kan.
