Hold nu op med at spille Martyr og være med
i "offer-spillet"! Kalder ganske enkelt på dine styrkesider som modsvar
på opgivelsen i Afmagts-smerten!
(reblog) Udgivet første gang den 8. Maj 2015 af Verdensalt
Min intention med dette indlæg er, at få bugt med mine frustrationer nu
og efter separationen med min x-kone, som får mig til at tænke på
(igen), hvorfor vi altid falder for samme type partner, bevidst eller
ubevidst? En forbandelse eller velsignelse?
Venligst bemærk, min fremstilling og påstande, gør ikke mig selv til en bedre mand eller bedre end visse kvindetyper.
Hvad var det lige jeg tænkte på, da vi flyttede sammen og gik i seng med
fjenden? Det kan godt være, det senere bliver lidt personificeret, men
hold nu op for en kræftknude, at leve sammen med. Lysten til at skrige
om hjælp til disse menneskeskæbner, som ALDRIG vil erkende, de også selv
er underlagt, de selv samme problemer, som de skaber hos andre. Jeg er
da udmærket godt klar over, det, at overspille rollen som
frelseren(redderen), står i stærk kontrast med offerrollen, som syntes
umuligt at forløse uden selvindsigt og selv-ofring.
Hvad
fanden sker der med kvinder, når de først er nået i mål med sikkerhed,
trygge rammer og i gang med at bygge rede, når to mennesker får samme
tag over hoved?
Hvor blev
min frihed af, tænker jeg? Hvor kom den jalousi fra? Hvorfor drogtygge
over selv samme skænderi og samme rille i pladen dagen lang, i ugevis,
årevis? Hvad får kvinder til at tro, bare fordi vi mænd skal ha ’ro’ med
isolation og bare en gang imellem lever som hulemenneske, at vi så
forlader jer eller vi har en depression eller ikke vil være sammen med
jer mere? Hvornår stopper den klapjagt og udprægede fasttømret
stereotyp, hvad en ’rigtigt mand’ er for en fisk? Danske kvinder er
efterhånden mere maskuline end mænd er, men mænd skal dog stadigvæk være
de stærke krigere, pengeskaffende, veltrimmede, velafbalancerede
individer, som kvinder kan hvile og støtte sig, igennem livet. Lige
så snart en kvinde får lokket manden til hus og farlig Volvo, måske
endda med ægteskab, så er fanden løs i laksegade. Nu er vi
undfanget,
skænderier om alt og ingenting, høje forventninger om
økonomi, ansvar,
kontrol og magtbalance, lige indtil én af os mister modet og vores egen
identitet og livsglæde.
Der er ikke noget at sige til, at de tal fra
Danmarks Statistik som viser, at der ved
årsskiftet var knap 1,6
millioner enlige, svarende til 37 procent af den voksne befolkning. Er
der nogen som når de læser John Gray’s bøger om voksne og børn ”
Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus” eller ”
Børn er fra himlen” tager ved
lære af det og bruger det i dagligdagen? - jeg gør! (forsøger på bedste måde)
Et andet element, hvorfor udsætter vi vores børn for det vi ikke selv
ville finde os i, hvis vi byttede rollen om mellem voksen og barn? De
fleste voksne som har været udsat for
vrede, stressede og frustrerede
forældre som har undertrykt, latterliggjort og nedgjort børn og deres
handlinger og synspunkter med gammeldags børneopdragelse, I ved, hvad jeg
snakker om. Præcist som min x-kone har med sin datter. Disse børn når de
bliver voksne, virket fast besluttet på, det aldrig kommer til at ske
for dem selv, men deres egne traumer skal forløses først og de ’dårlige
mønster’ er nogen gange så fast-forankret, uden naturlig puf i den
rigtige retning, er det ganske svært, selv at kunne arbejde med de
såkaldte skyggesider eller dårlige egenskaber, vi besidder, for at
udvikle os til at blive endnu bedre mennesker.
Der findes mange typer og kønsroller, tager vi dramatrekanten (redder,
skurken, offerrollen) findes der, noget som jeg selv kalder
Leechers og Seeders:
