![]() |
De værst ramte kunder stod uden tv-signal i op mod 30 timer, da YouSee gik ned nytårsdag - kort før dronning Margrethes nytårstale. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark |
Forsvarets Efterretningstjenestes cyber-enhed assisterer YouSee i undersøgelsen af det store tv-nedbrud nytårsaften.
Center for Cybersikkerhed er gået ind i undersøgelsen af YouSees store nedbrud, der var årsag til, at op mod 1,2 millioner danskere stod uden tv-signal henover nytåret.
Det bekræfter Center for Cybersikkerhed overfor TV 2.
- Center for Cybersikkerhed samarbejder med TDC om hændelsen. På nuværende tidspunkt kan vi ikke udtale os om en mulig årsag, siger Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed, i et skriftligt svar.
Center undersøger blandt andet cyberangreb
Center for Cybersikkerhed hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE, red.), der blandt andet "opdager, analyserer og bidrager til at imødegå avancerede cyberangreb mod myndigheder og virksomheder, der er beskæftiget med samfundsvigtige funktioner".
Hverken Center for Cybersikkerhed eller TDC har indtil nu ønsket at fortælle, hvorfor hundredtusindvis af danskere fik sort skærm.
Ifølge YouSee er fejlen ellers fundet. YouSees direktør, Jaap Postma, forklarede søndag, at nedbruddet skyldtes "et ekstremt kompliceret fysisk nedbrud i vores system".
- Men der er et større analysearbejde i gang, som skal på plads, før vi kan sige mere om årsagen til nedbruddet, lød det mandag morgen fra Mai-Britt Noe, kommunikationsmedarbejder ved TDC Group som YouSee er distributør for.
De fleste kunder har tv igen
Ifølge YouSee har stort set alle kunder mandag morgen fået signalet tilbage, efter det forsvandt lørdag eftermiddag omkring klokken 16.30.
Det betød blandt andet, at mange danskere måtte ty til alternativer, da de traditionen tro tændte tv’et for at se dronning Margrethes nytårstale.
De værst ramte kunder stod uden tv-signal i op mod 30 timer.
Læs videre: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-01-02-efter-nytaars-nedbruddet-yousee-faar-hjaelp-af-efterretningstjeneste