(6.
 Jan. 2014) Peter C. Gøtzsche er professor, dr.med. Det Nordiske 
Cochrane Center, Rigshospitalet har forsket i antidepressive lægemidler i
 flere år og har længe undret sig over, at toneangivende danske 
psykiatere, herunder flere professorer, bygger deres erhvervsudøvelse på
 en række myter, der ikke er dækning for... http://www.gaderummet.dk/2014/2014-01-06%20Politiken.%20Psykiatri%20paa%20afveje,%20Peter%20Goetzshe.htm
 
 Disse myter er skadelige for patienterne, især fordi dansk psykiatri er voldsomt topstyret.
 
 Mange psykiatere er ganske klar over, at myterne ikke holder, og har
 også givet udtryk for det over for mig, siger Peter Gøtzsche, men de 
tør ikke afvige fra de officielle holdninger af karrierehensyn.
 
 Da jeg er internmediciner og ikke risikerer min karriere ved at 
pådrage mig professorernes vrede, skal jeg her forsøge at komme de mange
 dygtige, men trængte psykiatere og patienterne til undsætning ved at 
gennemgå de værste myter og forklare, hvorfor de er skadelige.
 
 Myte 1: Din sygdom skyldes en kemisk ubalance i hjernen
 
 Det får de fleste patienter at vide, men det er helt forkert. Vi 
aner ikke, hvilket samspil af psykosociale forhold, biokemiske 
processer, receptorer og nervebaner der fører til psykiske lidelser, og 
teorierne om, at patienter med depression mangler serotonin, og at 
patienter med skizofreni har for meget dopamin, er forlængst blevet 
gendrevet.
 
 Det er meget slemt at give patienterne denne besked, fordi det 
forholder sig lige modsat. Der er ikke nogen kemisk ubalance til at 
begynde med, men når man behandler psykiske lidelser med lægemidler, 
skaber man en kemisk ubalance, en kunstig tilstand, som hjernen forsøger
 at modvirke.
 
 Den test, Sundhedsstyrelsen anbefaler, er så elendig, at en ud af 
tre raske personer fejlagtigt vil få en depressions-diagnose med testen
 Dette bevirker, at man får det dårligt, når man forsøger at holde op
 med at tage medicinen. En alkoholiker får det også dårligt, når der 
ikke er mere alkohol, men det skyldes ikke, at der manglede alkohol i 
hjernen, da personen begyndte at drikke.
 
 Langt de fleste læger gør ondt værre ved at fortælle patienterne, at
 ophørssymptomerne er udtryk for, at de stadig er syge og stadig har 
behov for medicinen.
 
 På denne måde gør man patienterne til kronikere, også dem, som ville
 være kommet sig af sig selv uden behandling. Dette er en af 
hovedårsagerne til, at antallet af patienter med psykiske lidelser 
stiger, ligesom antallet af patienter, der aldrig kommer tilbage til 
arbejdsmarkedet, også stiger.
 
 Det skyldes i høj grad medicinen og ikke sygdommen.
 
 Myte 2: Det er ikke noget problem at stoppe behandling med antidepressiva
 
 Det sagde en professor i psykiatri på et møde i Nyborg i 2012 for 
omkring 100 psykiatere, lige efter jeg havde forklaret, at det var svært
 for patienterne at holde op. Heldigvis blev han modsagt af to 
udenlandske professorer, som kom mig til undsætning.
 
 Den ene af dem havde lavet et forsøg med patienter, der led af 
panikangst og torveskræk, og halvdelen havde svært ved at stoppe, selv 
om de blev trappet langsomt ud af behandlingen.
 
 Det kan jo ikke være, fordi depressionen er kommet tilbage, idet 
patienterne ikke var deprimerede til at begynde med. Ophørssymptomerne 
skyldes primært den antidepressive medicin og ikke sygdommen.
 
 Myte 3: At give psykofarmaka til en psykisk syg patient er ligesom at give insulin til en patient med sukkersyge
 
 Denne usandhed har de fleste patienter med depression eller 
skizofreni hørt, og flere af fagets professorer har sagt det igen og 
igen, nærmest som et mantra, i tv, radio og aviser. Når man giver 
insulin til en patient med sukkersyge, giver man noget, patienten 
mangler, nemlig insulin.
 
 Da man aldrig har kunnet påvise, at en patient med en psykisk 
lidelse mangler noget, som folk, der ikke er syge, ikke mangler, er det 
forkert at bruge denne analogi.
 
 Patienter med depression mangler ikke serotonin, og der findes 
faktisk lægemidler, der virker på depression, selv om de sænker 
serotonin.
 
 Så kan mangelhypotesen jo umuligt være rigtig. Dertil kommer, at i 
modsætning til insulin, som bare erstatter det, patienten mangler, og 
ikke gør andet, så har psykofarmaka en meget lang række effekter i hele 
kroppen, hvoraf mange er skadelige. Så også af denne grund er analogien 
ekstremt misvisende.
 
 Myte 4: Psykofarmaka reducerer antallet af kronisk syge patienter, der ikke kan klare sig selv
 
 Dette er nok den værste myte af dem alle. Professor Poul Videbech 
gav udtryk for den i sin anmeldelse af bogen ’Den psykiatriske epidemi’ i
 Dagens Medicin 8. november.
 
 Boganmeldelsen var fyldt med tarvelige personangreb og stærkt 
misvisende oplysninger om, hvad bogens argumenter bygger på. Bogen er 
skrevet af den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker, som har
 høstet stor anerkendelse for sine bøger blandt førende psykiatere.
 
 Den danske udgave af bogen blev lanceret på et stort møde i København 7. november.
 
 Jeg skriver i forordet, at årsagen til, at Whitaker kan udtale sig 
så kompetent om et område, der ikke er hans, er, at han er grundig, 
sætter sig ind i tingene, og taler med dygtige psykiatere for at sikre 
sig, at han ikke er på vildspor.
 
 Whitaker påviser meget overbevisende, at den tiltagende brug af 
psykofarmaka ikke kun holder patienterne fast i sygerollen, men også gør
 mange problemer, der ville have været forbigående, til kroniske 
sygdomme.
 
 Langt de fleste læger gør ondt værre ved at fortælle patienterne, at
 ophørs-symptomerne er udtryk for, at de stadig er syge og stadig har 
behov for medicinen
 Hvis der havde været hold i insulinmyten, ville man forvente, at der
 blev færre patienter, der ikke kunne klare sig selv. Der er imidlertid 
sket det modsatte. Det tydeligste bevis på dette er også det mest 
tragiske, nemlig hvordan det er gået vores børn, efter vi begyndte at 
behandle dem med psykofarmaka.
 
 I USA er psykiatere den lægegruppe, der modtager flest penge fra 
medicinalindustrien, og det er også i USA, man behandler flest børn. De 
psykiatere, der tager flest penge fra industrien, ordinerer 
antipsykotika til børn hyppigere end andre, hvilket rejser mistanke om 
korruption af den akademiske dømmekraft.
 
 Følgerne af dette er voldsomme. I 1987, lige før de nyere 
antidepressiva (lykkepiller) kom på markedet, var der meget få børn i 
USA, der var psykisk handikappede; 20 år senere var det mere end 
500.000, hvilket var en 35-fold stigning.
 
 Antallet af personer på førtidspension på grund af psykiske lidelser
 er eksploderet i alle vestlige lande. F.eks. er det fordoblet i Danmark
 på kun ti år, hvilket hovedsagelig skyldes medicinen.
 
 Noget af det værste er, at behandling med adhd-medicin og 
lykkepiller skaber en helt ny sygdom hos omkring 10 procent af de 
behandlede, nemlig bipolar lidelse, hvilket vi tidligere kaldte 
maniodepressivitet.
 
 Videbech hævder i sin boganmeldelse, at det er ’meget sjældent’, at 
patienter på antidepressiva bliver bipolare. Det passer ikke.
 
 Antallet af børn med bipolar sygdom er steget 35-fold i USA, hvilket
 er at komme fra asken i ilden, fordi man bruger antipsykotika til denne
 lidelse.
 
 Antipsykotika er meget farlige og er en af hovedårsagerne til, at 
patienter med skizofreni lever 20 år kortere end andre. Jeg har 
estimeret i min bog, ’Dødelig medicin og organiseret kriminalitet’, at 
bare et af de mange præparater, Zyprexa (olanzapin), har slået 200.000 
patienter ihjel på verdensplan.
 
 Videbech fik i 2010 en advarsel fra Lægemiddelstyrelsen for ikke at 
have oplyst, at han fik betaling for en række foredrag fra Eli Lilly, 
som bla. sælger Zyprexa og Fontex (fluoxetin).
 
 Myte 5: Lykkepiller forårsager ikke selvmord hos børn og unge
 
 Det sagde professor Lars Kessing i en duel med mig i ’Aftenshowet’ 
15. april. Kessing indrømmede, at lykkepiller øger forekomsten af 
selvmordsadfærd, men afviste, at dette nødvendigvis må føre til flere 
selvmord, selv om det er veldokumenteret, at de to ting hænger nøje 
sammen.
 
 Lundbecks direktør, Ulf Wiinberg, gik endnu videre i P1 Business 12.
 maj 2011, hvor han hævdede, at lykkepiller mindsker antallet af 
selvmord hos børn og unge.
 
 Da han blev spurgt af journalisten, hvorfor man så advarer mod det 
på indlægssedlerne, svarede han, at han forventede, at indlægssedlerne 
ville blive ændret af myndighederne! Det bliver de naturligvis ikke, 
fordi det er en kendsgerning, at lykkepiller har denne virkning.
 
 Man kender også til selvmord blandt raske, udløst af lykkepiller. 
Firmaerne og psykiaterne har konsekvent givet sygdommen skylden, når 
patienterne begår selvmord.
 
 Det er rigtigt, at depression øger risikoen for selvmord, men 
lykkepiller øger den endnu mere, i hvert fald op til omkring 40-års 
alderen, ifølge en metaanalyse af 100.000 patienter i randomiserede 
forsøg, som den amerikanske sundhedsstyrelse har gennemført.
 
 Myte 6: Lykkepiller har ikke nogen bivirkninger
 
 På et internationalt møde om psykiatri på Rigshospitalet i 2008 
kritiserede jeg psykiaterne for at ville screene mange raske danskere 
for depression. Den test, Sundhedsstyrelsen anbefaler, er så elendig, at
 en ud af tre raske personer fejlagtigt vil få en depressionsdiagnose 
med testen.
 
 Hertil svarede en dansk professor, at det ikke gjorde noget, at man 
kom til at behandle raske, fordi lykkepiller ikke har nogen 
bivirkninger! Tænk, det sagde han virkelig.
 
 Lykkepiller har mange bivirkninger. De fjerner både toppen og bunden
 af følelseslivet, hvilket ifølge nogle patienter er som at leve i en 
følelsesmæssig osteklokke.
 
 Lægerne kan ikke håndtere det paradoks, at lægemidler, der kan være 
nyttige ved korttidsbehandling, er yderst skadelige, når de bliver brugt
 i årevis, og skaber de sygomme, det var meningen, de skulle modvirke
 Patienterne bliver mere ligegyldige over for konsekvenserne af deres
 handlinger, mister empati over for andre og kan blive meget aggressive.
 I skoleskyderierne i USA og andre steder har påfaldende mange været på 
lykkepiller.
 
 Firmaerne fortæller os, at kun 5 procent får seksuelle problemer af 
lykkepiller, men det passer ikke. I en undersøgelse designet til at se 
på dette problem fik 59 procent af 1.022 patienter, der alle havde et 
normalt sexliv, før de begyndte at bruge antidepressiva, seksuelle 
problemer.
 
 Symptomerne omfatter nedsat libido, forsinket eller ingen orgasme 
eller ejakulation og manglende evne til at få rejsning – som alle var 
hyppige, og som 40 procent af patienterne havde svært ved at acceptere.
 
 Lykkepiller skulle derfor ikke have været markedsført til 
depression, som de ikke virker ret godt på, men som pillerne, der 
ødelægger dit sexliv.
 
 Myte 7: Lykkepiller er ikke afhængighedsskabende
 
 Det er de i høj grad, og det er ikke så underligt, fordi de er kemisk beslægtet med og virker som amfetamin.
 
 Lykkepiller er derfor en slags narkotika på recept. Det værste 
argument, jeg har hørt om, at pillerne ikke skaber afhængighed, er, at 
patienterne ikke stiller krav om højere doser. Skal vi så også mene, at 
cigaretter ikke skaber afhængighed? Langt de fleste ryger jo det samme 
antal i årevis.
 
 Myte 8: Forekomsten af depression er steget meget
 
 I en paneldebat i DR 2 18. april informerede studieværten Klaus 
Bundgaard Poulsen deltagerne om, at over 400.000 danskere spiser 
lykkepiller.
 
 Han bad os om ikke at diskutere, om det store forbrug var rimeligt, 
men at komme med et bud på, hvordan man kunne nedsætte forbruget.
 
 Alligevel sagde Lars Kessing, at forbruget ikke var for stort, fordi
 forekomsten af depression var steget meget i de sidste 50 år. Jeg 
svarede, at man overhovedet ikke kunne udtale sig om dette, fordi 
kriterierne for at stille diagnosen var blevet sænket meget kraftigt i 
denne periode.
 
 Hvis man skal tælle elefanter i Afrika, sænker man jo ikke kriterierne for, hvad der er en elefant, og tæller alle gnuerne med.
 
 Myte 9: Hovedproblemet er ikke overbehandling, men underbehandling
 
 Også her er førende psykiatere helt ude af trit med virkeligheden. I
 en undersøgelse fra 2007 sagde 51 procent af 108 danske psykiatere, at 
de brugte for meget medicin, og kun 4 procent sagde, at de brugte for 
lidt. I 2009 var salget af lægemidler til nervesystemet så højt i 
Danmark, at en fjerdedel af hele befolkningen kunne være i behandling 
hver eneste dag.
 
 Salget af lykkepiller er så højt, at hver eneste af os kunne være i behandling i seks år af vores liv. Det er sygt.
 
 Myte 10: Antipsykotika forebygger hjerneskader
 
 Nogle professorer siger, at skizofreni giver hjerneskader, og at det
 derfor er vigtigt at behandle med antipsykotika. Imidlertid fører brug 
af antipsykotika til skrumpning af hjernen, og denne effekt er direkte 
relateret til dosis og varighed af behandlingen.
 
 Der er andre gode holdepunkter for, at man skal bruge antipsykotika 
så lidt som overhovedet muligt, idet det så går patienterne bedre på 
langt sigt.
 
 Faktisk kan man helt undgå at bruge antipsykotika hos de fleste 
patienter med skizofreni, hvilket markant øger chancen for, at de bliver
 raske, og også deres livslængde, idet antipsykotika slår mange ihjel.
 
 Desværre siger mange psykiatere til patienterne, undertiden endda 
til dem med en førstegangsdiagnose på depression, at de skal regne med 
at tage medicinen resten af livet. Det er jo, fordi psykiaterne har 
erfaring for, at det er svært at holde op igen.
 
 Men det er sjældent sygdommens skyld. Det er pillernes skyld.
 
 Hvordan skal vi bruge psykofarmaka? Jeg er naturligvis ikke imod 
brug af lægemidler, hvis man vel at mærke har styr på, hvad man 
foretager sig, og kun bruger dem i situationer, hvor de gør større gavn 
end skade.
 
 Psykofarmaka kan være nyttige nogle gange for nogle patienter, især 
ved korttidsbehandling, i de akutte situationer. Men efter mine studier 
på dette område er jeg nået frem til en meget ubehagelig konklusion:
 
 Vore borgere ville være langt bedre stillet, hvis vi fjernede alle 
psykofarmaka fra markedet, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere
 dem.
 
 Det er indiskutabelt, at deres tilgængelighed gør mere skade end 
gavn. Lægerne kan ikke håndtere det paradoks, at lægemidler, der kan 
være nyttige ved korttidsbehandling, er yderst skadelige, når de bliver 
brugt i årevis, og skaber de sygomme, det var meningen, de skulle 
modvirke, og endnu værre sygdomme.
 
 I de kommende år bør psykiatrien derfor gøre alt, hvad den kan, for 
at behandle så lidt som muligt, i så kort tid som muligt, eller slet 
ikke, med psykofarmaka.
 
 Åben dialog synes at være en god tilgang, og der er også effekt af 
psykoterapi og motion. Men det bliver svært, når fagets ledere er så 
blinde over for kendsgerningerne, at de ikke vil se, at deres fag er i 
dyb krise... http://www.gaderummet.dk/2014/2014-01-06%20Politiken.%20Psykiatri%20paa%20afveje,%20Peter%20Goetzshe.htm |  
  | 
(6. Jan. 2014) Peter C. Gøtzsche er professor, dr.med. Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet ... 
 |  
 
 |  
 
 |  
 
 |